Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores skole

Holbergskolen

Skolen ligger ved Emdrup Torv i København NV. Vi har 630 elever og ca. 70 medarbejdere, hvor de 55 er lærere og pædagoger. Skolen ligger rigtig flot i forhold til de faglige resultater ved afgangsprøverne, hvilket skolen også har været kendt for i mange år. Klassekvotienten på Holbergskolen ligger på 21,6 elever pr. klasse i gennemsnit, hvilket er en rigtig fornuftig klassestørrelse.

Langt de fleste forældre i lokalområdet vælger Holbergskolen som det naturlige skolevalg. Skoledistriktet består af villa- og parcelhusområder samt lejligheder beliggende tæt op af det naturskønne område ved Utterslev Mose.

Skolen er organiseret i tre afdelinger: Indskoling, mellemtrin og udskolingen, og lærerne arbejder i årgangsteams, så man sikrer nogle tætte relationer mellem elever og lærere.

De nære relationer prioriteres også i frikvartererne, hvor skolen har et fast gårdvagtsteam og en legepatrulje af elever fra 5. klasse. De sørger begge for aktiviteter, elevtrivsel, og at ingen går rundt alene og føler sig udenfor. Fællesskab er en meget gennemgående værdi på Holbergskolen. Her vil vi gerne se hinanden som unikke og individuelle mennesker i et stærkt fællesskab.

Værdier er i det hele taget vigtige på Holbergskolen. Skolebestyrelsen har det sidste år arbejdet med nye værdier, som kendetegner skolen nu og gerne endnu mere i fremtiden. Værdierne er:

Levende læring              Forpligtende fællesskab               Rummelighed og respekt

Holbergskolen har også mange andre ting at byde på. Skolen har de sidste to år arbejdet intensivt på at forbedre elevernes læring gennem to store fokuspunkter omkring teamsamarbejde og synlig læring. Den synlige læring handler om at gøre læringen nærværende, synlig og meningsgivende for eleverne, så de kan lære mere og bedre. For at forbedre elevernes læring og trivsel, er det vigtig, at lærerne konstant udvikler deres praksis sammen i teams, så man som lærer hele tiden optimere sin gerning, så eleverne bedst kan udnytte deres potentialer.

Af andre fokuspunkter har skolen i de seneste år arbejdet med bedre kommunikation til omverdenen, ikke mindst skolens meget opbakkende forældregruppe, samt implementering af mere IT på skolen. Skolen har ”en til en” iPad i 1.-3. klasse og det samme i udskolingen bare med PC.

Den åbne skole fylder meget på skolen. Vi har en læresætning om at åbne skolen for verden og lukke verden ind på skolen. Vi har en række partnerskaber bl.a. med ”Dansekapellet”, og skolen har også sit eget professionelle husteater: ”Teatret Værk”.

Holbergskolen vil gerne være med fremme i alt, hvad der hedder udvikling og forskning i forhold til at øge børns læring og trivsel, samtidig mener vi også, at gammeldags dyder som venlighed, høflighed og respekt for hinanden aldrig går af mode. Det har vi samlet i et motto for skolen:

 Holbergskolen: ”Moderne metoder og klassiske dyder”